PSG-træner: God mulighed for at hente Di María
Foto: Jacques Brinon/Polfoto
Premier League

PSG-træner: God mulighed for at hente Di María

Paris Saint-Germains cheftræner, Laurent Blanc, bekræfter, at klubben er ude efter Ángel Di María, og at der er en udmærket chance for, at man lykkes med sit forehavende.

For hver dag der går, ligner Ángel Di María mere og mere end kommende Paris Saint-Germain-spiller. Den franske klub er angiveligt allerede blevet enige med Manchester United om en købspris, og nu indrømmer cheftræner Laurent Blanc, at man er tæt på at hente argentineren. 

På et pressemøde efter træningskampen mod Chelsea, som PSG tabte med 6-5 på straffespark, sagde Blanc følgende:

- Der er en god mulighed (for at han skriver under, red.), men der er intet officielt. Der er en forventning om, at han kommer til USA (hvor både United og PSG er på træningstur, red.), men vi ved ikke endnu, hvilken trøje han kommer til at bære.

- Hvis han skifter, bliver det forehåbentlig til Paris Saint-Germain. Lige nu må vi vente, fordi der er to store klubben med i diskussionen.

Franske medier skrev i går, at det forventedes, at skiftet vil gå igennem senest i morgen mandag. Sker det, kan Di María få uofficiel debut for PSG, når franskmændene møder netop Manchester United på torsdag.