Selvom West Ham ikke fik et ben til jorden imod velspillende Manchester United, ser det ikke ud til, at West Ham er utilfreds med sin dansk-newzealandske midterforsvarer, Winston Reid. Den engelske klub har nu forlænget kontrakten helt frem til 2023.
Derfor kan spilleren potentielt set opnå et ophold på 13 år i den østlige del af London. Det oplyser West Ham på klubbens hjemmeside.
Den rutinerede forsvarsspiller fik sin Premier League kamp nummer 150 i nederlaget på 4-0 til Manchester United. Winston Reid er selv meget tilfreds med at forlænge sit ophold i den engelske topliga.
- Jeg er meget glad og taknemmelig for, at vi fik en ny kontrakt på plads. Derfor ser jeg naturligvis frem til den her nye sæson. Det bliver en lang periode, jeg er hos klubben, og det ser jeg frem til, fastslår den 29-årige forsvarsspiller.
Trods flere ungdomslandskampe i Danmark besluttede Winston Reid sig for at repræsentere det newzealandske landshold i 2010 til stor overraskelse for mange fodbold-danskere.