Rekord-Liverpool ydmygede Fulham

Dirk Kuyt scorede for femte gang i træk - Foto: Scanpix

Med en drømmestart udraderede Liverpool Fulham i en kamp, der bød på flere rekorder.

Med en sejr i udekampen mod Fulham kunne Liverpool overhale Tottenham på femtepladsen i tabellen, og det virkede til at være rigeligt med motivation for Kenny Dalglish tropper.

I hvertfald var der kun spillet knap et minut, da resultattavlen første gang skulle i brug. Suarez blev sendt af sted på kanten og hans indlæg voldte via en Fulham-spiller målmand Schwarzer så meget besvær, at han af uransaglige årsager afgav en retur til Maxi Rodriguez der let kunne bringe Liverpool i front.

Den stilling blev kort efter fordoblet, da Johnsons indlæg fandt vej til bagerste stolpe, hvor Maxi endnu engang var på pletten, og ti minuttere senere blev det så også til 3-0 til gæsterne, da Kuyt som første Liverpool-spiller siden Premier Leagues indførelse formåede at score for femte kamp i træk.

En kamp med rekorder

Kuyt var dog ikke den eneste Liverpool-spiller der kunne fejre en bemærkelsesværdig rekord. Carragher var nemlig med fra start for gæsterne, og dermed nåede englænderen op på 666 kampe for klubben, hvilket bringer ham op på andenpladsen over Liverpool-spillere med flest kampe for klubben.

Efter pausen kom Fulham bedre med i kampen, og efter knap et kvarters spil bragte  Dembélé for en stund spændingen tilbage i opgøret, da han nød godt af Zamoras forarbejde.

Maxi ville dog ikke stå tilbage og tyve minutter før tid tordnede han den sidste spænding ud af kampen, med sit tredje og Liverpools fjerde mål. Kort tid efter blev det også 5-1, da Suarez køligt rundede Schwarzer i Fulham-målet, og selvom Sidwell kunne pynte på resultatet med en flot kasse fire minutter før tid, ændrede det ikke ved, at Liverpool fik en flot og fortjent sejr, der bringer dem op på femtepladsen i ligaen.

Seneste nyt på tipsbladet.dk