Video : Tipsbladet
Premier League

Roma-skifte nærmer sig: Manchester City tillader Kolarov at skifte klub

Manchester City har givet Aleksandar Kolarov lov til at skifte klub i dette transfervindue.

Pep Guardiola gjorde i sidste sæson ofte brug af Aleksandar Kolarov, som optrådte både på venstre back og på en mere unaturlig position i det centrale forsvar for Manchester City, men serberens ophold i klubben kan meget vel snart være slut.

Guardiola er på jagt efter Monacos Benjamin Mendy til venstre back, hvilket også er en position, som Danilo – der også sættes i forbindelse med the Citizens, kan udfylde.

Det betyder, at Kolarovs rolle kan blive kraftigt marginaliseret, og derfor vil han gerne væk fra Manchester City. Det har klubben indvilget i.

- Jeg kan ikke lide at arbejde med folk, som ikke ønsker at blive. Han (Kolarov, red.) har en god mulighed for at komme til Roma. Han har sagt, at han gerne vil væk. Jeg ønsker ham alt det bedste, lød det fra Guardiola efter nattens træningskamp mod Manchester United ifølge BBC.

Kolarov kom til Manchester City i 2010, hvor han skiftede fra Romas ærkerivaler, Lazio. Han har siden da spillet 247 kampe for Manchester-klubben.