Everton har fået en skidt start på sæsonen i Premier League, hvor de efter 8 kampe kun har to sejre. Med to uafgjorte og hele fire nederlag har The Toffees kun 8 point, hvilket efterlader dem på ligaens 16.-plads, kun 2 point foran Leicester på den forkerte side af nedrykningsstregen. Men manager Ronald Koeman frygter ikke, at han bliver den næste træner i Premier League, der må forlade posten midt i sæsonen. Det siger han til britiske BBC.
Koeman fik i sidste uge besøg af bestyrelsesforman Bill Kenwright og klubbens andelsejer, Farhad Moshiri. Men det skal man ifølge hollænderen ikke lægge noget i.
- Vi snakkede bare om fodbold. Der var ikke nogen besked, følelsen var, at de stod bag både holdet og manageren. Det er selvfølgelig rart i fodbold, men i sidste ende handler det om resultater.
Koeman ved dog også godt, at han som manager står for skud, når resultaterne svigter. Men han prøver også at forsvare hvervet, og kommenterer samtidig fyringen af Craig Shakespeare i Leicester.
- Alle ved, at i fodbold har manageren det svært for, for tingene ændrer sig hele tiden. Ofte har manageren ikke rigtig tid til at forbedre holdet. Men sådan er fodbold. Det er hårdt for en manager, men det er en del af jobbet.
Næste opgave bliver torsdagens hjemmekamp i Europa League mod franske Lyon, hvor Everton efter to kampe er uden sejr og kun et enkelt point.