Rooney: Stik Suarez det røde kort

Wayne Rooney mener, at Luis Suarez burde have haft rødt kort for sit spark på Tottenhams Scott Parker i aftes.

Luis Suarez vendte iaftes tilbage fra otte spilledage i straffeboksen, da han og Liverpool-mandskabet mødte Tottenham. Den kontroversielle uruguyaner vendte tilbage med brask og bram og med et spark på Tottenhams midtbanespiller Scott Parker, som han formentlig fortsat kan mærke her dagen derpå.

Manchester United-spilleren Wayne Rooney mener, at dommeren burde have givet Luis Suarez det røde kort istedet for det gule og altså udvist ham i hans comeback-kamp.

- Hvis dommeren ser det spark fra Suarez og giver ham gult kort for det, skulle det have været rødt, tweeter Wayne Rooney på sin Twitter-profil.

Luis Suarez fik som bekendt otte spilledages karantæne for at have brugt ordet negrito overfor Wayne Rooneys holdkammerat Patrice Evra sidste år. Et udtryk der af det engelske fodboldforbund blev betragtet som racistisk, hvorfor Suarez røg i karantæne.

At Wayne Rooney blander sig i denne affære kan ikke overraske. Manchester United og Liverpool er Englands to mest rivaliserende klubber, og Rooneys trang til at kommentere hvad som helst på Twitter er velkendt, ligesom Rooneys foragt for Liverpool er det samme.

Seneste nyt på tipsbladet.dk