Video : Tipsbladet
Premier League

Schmeichel trøster sin søn: Stort set umuligt at redde sparket

I kampen mod West Bromwich så Kasper Schmeichel ikke alt for skarp ud for Leicester City. Det bør han dog ikke bekymre sig om, siger Peter Schmeichel.

Nacer Chadli hamrede et flot frisparksmål i kassen for West Bromwich i kampen mod Leicester City. Netop som Kasper Schmeichel gik til venstre side, så Nacer Chadli sit snit til at sende bolden i øverste, højre hjørne.

Et mål, der i den grad ærgrer den danske målmand.

- Det er et af de mål, jeg må tage på min kappe. Nogen gange gætter man rigtigt, andre gange gør man ikke. I dag var det en af de irriterende, hvor man ikke gjorde, sagde Kasper Schmeichel efter kampen.

Det bør han dog ikke skænke en tanke, påpeger Peter Schmeichel, der var igennem i et video-interview i Sky Sports studie efter det uafgjorte resultat på 1-1.

- Han skal ikke lade sig slå alt for meget ud af det, for jeg synes, at sparket var så godt, at det stort set var umuligt at redde, lød det fra den tidligere landsholdsmålmand, der har sin fortid hos Manchester United i Premier League.

Heldigvis for Kasper Schmeichel og resten af Leicester City reddede Riyad Mahrez et enkelt point til værterne.

Frisparksmålet, der snød Kasper Schmeichel, kan ses oven for artiklen.