Senegaleser: Det vil være en drøm at komme til Manchester United
Foto: Getty Images
Premier League

Senegaleser: Det vil være en drøm at komme til Manchester United

Den unge Krepin Diatta fra Sarpsborg 08 tiltrækker interesse fra Manchester United, og han beskriver det som et muligt drømmeskifte.

TV2 Norge og ESPN melder i dag, at Manchester United har et godt øje til Krepin Diatta.

Den 18-årige senegaleser spiller for Sarpsborg 08, som i øjeblikket ligger nummer to i Eliteserien, hvor de er ni point efter Rosenborg på førstepladsen.

Krepin Diatta har leveret flere flotte præstationer, og han er smigret over interessen fra De Røde Djævle.

- Jeg vidste ikke, at Manchester United så mig mod Odd, men jeg er ung og må bare arbejde hårdt. Det er en drøm at komme til en af de store klubber i de store ligaer, siger Krepin Diatta til tv2.no.

Han beskriver det også som en drøm, hvis et skifte til Manchester United skulle gå hen og blive en realitet.

- Det vil være en drøm for mig. Lige nu er jeg i Sarpsborg, og jeg elsker denne klub. Vi må se, hvad der kommer til at ske i fremtiden.