Sky: Bilic har fået to kampe til at redde sit job
Foto: Henry Browne/Getty Images
Premier League

Sky: Bilic har fået to kampe til at redde sit job

Slaven Bilic har fået to kampe til at redde sit job som West Ham-manager.

Det kører bestemt ikke på skinner for West Ham i denne sæson. Efter ni runder ligger the Hammes nummer 16 med otte point – samme antal som Everton, der ligger under stregen.

Senest blev det til et 3-0-nederlag mod Brighton på London Stadium, og efterhånden er der blevet sat spørgsmålstegn ved, om Slaven Bilic er den rette mand til at stå i spidsen for the Hammers.

West Ham-ejerne har tilsyneladende også diskuteret kroatens fremtid, men Bilic får endnu et par muligheder for at redde sit job som manager for London-klubben.

Ifølge Sky Sports har Bilic fået de næste to kampe til at få West Ham tilbage på rette køl. Her venter en udekamp mod Tottenham i Carabao Cuppen på onsdag og endnu en udekamp mod Crystal Palace i Premier League på lørdag.

Skulle Bilic herefter blive fyret, vil den nye manager i West Ham starte ud med en hjemmekamp mod Liverpool den 4. november.