Napoli-midtbanespilleren Jonathan de Guzman nærmer sig sit tredje ophold i Swansea.
Det erfarer Sky Sports.
Ifølge mediet skal de Guzman lukke hullet i Swansea-truppen, efter Premier League-bundholdet solgte Jonjo Shelvey forleden til Newcastle.
Det var Michael Laudrup, som hentede Jonathan de Guzman til Swansea i 2012 fra Villarreal. Den danske manager havde tidligere trænet ham i spanske Mallorca og gav de Guzman en lejeaftale i Swansea.
Den blev efterfølgende forlænget med yderligere et år, inden de Guzman i 2014 skiftede til italienske Napoli, men opholdet i støvlelandet har ikke været den store succes for spilleren, hvilket Swansea nu vil udnytte.
28-årige de Guzman står noteret for ni mål i 71 Premier League-kampe.