Smalling: Vil blive i United så længe de kan bruge mig
Premier League

Smalling: Vil blive i United så længe de kan bruge mig

Chris Smalling slår fast, at han gerne vil blive i Manchester United lige så længe, at klubben kan bruge ham.

Manchester Uniteds Chris Smalling står med en kontrakt, som udløber  om lidt over et år. Og spørger man hovedpersonen selv, så er han klar i spyttet omkring, hvorvidt han håber, at den aftale bliver forlænget. 
 
Chris Smalling lægger nemlig ikke skjul på, at han nyder livet i Manchester United i øjeblikket, hvor han trives under Louis van Gaal. 
 
- Hvis jeg kan blive ved med at levere, som jeg har gjort indtil videre, så bliver jeg med glæde i klubben lige så længe, som de kan bruge mig, siger Chris Smalling til Sky Sports. 
 
- Manageren har udvist stor tillid til mig. Især i løbet af de seneste månede, hvor jeg har holdt mig i god form og nydt at spille fodbold. Han er en meget ærlig manager, som fortæller, når man gør det godt, og som også siger til en, hvad man kan forbedre. 
 
Chris Smalling slår dog samtidig fast, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogle konkrete forhandlinger i gang vedrørende en forlængelse af kontrakten. 
 
- Der er ingen forhandlinger i gang, så vidt jeg ved. Men det er heller ikke mig, som håndtere de ting, lyder det fra forsvarsspilleren.