I skrivende stund tegner fremtiden meget lys for Thomas Sørensen i Stoke, men det er ikke ret mange måneder siden, at det modsatte billede gjorde sig gældende. Her var den danske keeper en fast inventar på udskiftningsbænken i Stoke, mens konkurrenten Asmir Begovic solede sig i succes i Premier League.
Det fik naturligvis snakken om Thomas Sørensens fremtid til at blomstre, og på et tidspunkt blev der spekuleret i, at landsholdskeeperen kunne være på vej hjem til dansk fodbold. Men disse rygter stemte på ingen måde overens med sandheden, viser det sig nu.
- Det har aldrig været med i mine overvejelser at komme tilbage til Danmark, siger Thomas Sørensen til sporten.dk og fortæller, at det dog stemte meget godt overens med sandheden, at han gik rundt med exit-tanker:
- Jeg tænkte på, om jeg skulle prøve noget HELT andet i England eller et andet sted, bedyrer Stoke-keeperen.
Thomas Sørensen, der på det seneste har bidt sig fast som førstevalget til pladsen mellem stængerne i Stoke, forlængede i går sin kontrakt med englænderne, der er på en ottendeplads i Premier League.