Sprudlende Sterling sender Liverpool i cup-semifinale
Illustration
Premier League

Sprudlende Sterling sender Liverpool i cup-semifinale

Storspillende Raheem Sterling ødelagde Bournemouth, og med to scoringer var han manden bag Liverpools sejr på 3-1 ude over klubben fra Championship.

De har haft problemer i denne sæson, Liverpool, men Brendan Rodgers' klub er nu kun tre kampe fra sæsonens første trofæ. Onsdag aften vandt Liverpool en sikker over overbevisende sejr på 3-1 ude over Championship-topholdet Bournemouth i Capital One Cup, og klubben følger dermed Chelsea og Sheffield United i semifinalen.

Raheem Sterling var i den grad manden bag sejren, for den lille teknikker viste storspil fra start til slut. Allerede efter 20 minutter spil sendte han Liverpool i front, da et indlæg fra Lazar Markovic blev mødt af Jordan Hendersons hoved. Henderson headede fra bagerste stolpe på tværs og ind til en helt fri Sterling, der nemt kunne heade Liverpool i front. Syv minutter efter gjorde Lazar Markovic det så til 2-0.

Kort efter pausen var unge Raheem Sterling så igen på pletten, da han modtog en bold i medløb. Han kom hurtigt op i fart og legede lidt med en forsvarsspiller, inden han trak den over til sin højre fod og scorede sikkert til 3-0 efter 51 minutters spil.

Det lykkedes for Bournemouth at få pyntet på resultatet, da den tidligere Everton- og Newcastle-spiller Dan Gosling fik scoret til 1-3 med lidt over en halv time igen af opgøret. Brad Jones - der står i stedet for Simon Mignolet - så skidt ud i situationen. Et kvarter senere ramte Dan Gosling stolpen. Tættere kom Bournemouth ikke.

Dermed er Liverpool videre til semifinalen i Capital One Cup, og det kan meget vel vise sig som en gylden mulighed for et trofæ i en sæson, der ikke er gået efter planen for Brendan Rodgers. Klubben er nummer 11 i Premier League og færdig i Champions League, derfor kan en titel rette lidt op. Semifinalen spilles over to kampe i januar, mens der er finale den 1. marts 2015.

Liverpool kan trække Chelsea eller Sheffield United, der begge avancerede tirsdag, mens Liverpool også kan komme op mod Tottenham. London-klubben vandt sikkert hjemme over Newcastle, og Christan Eriksen var med fra start for Tottenham.

Nabil Bentaleb gjorde det til 1-0 efter frygteligt målmandsspil af Newcastles tredjemålmand Jak Alnwick, inden Nacer Chadli få sekunder inde i anden halvleg scorede til 2-0. Harry Kane gjorde det med en halv time igen af opgøret til 3-0, inden Jak Alnwick fumlede med et skud fra Christian Eriksen, der landede lige for fødderne af Roberto Soldado, som scorede sikkert til 4-0 med 20 minutter igen af opgøret. Det blev sidste mål i en kamp, der havde Eriksen på banen i alle minutter.