Spurs-manager griner af titelchancer
Illustration
Premier League

Spurs-manager griner af titelchancer

Muricio Pochettino mener at det er alt for tidligt at snakke om Tottenhams chancer for at hente Premier League-titlen.

Tottenhams manager Mauricio Pochettino ønsker ikke at tale om den hele store Premier League-triumf, og det er selvom holdet topper ligaen med seks point efter to kampe.

Søndag blev det til en 4-0-sejr hjemme over Queens Park Rangers, men Pochettino var hurtig til at bortvejre enhver snak om, at de nu skulle være kandidater til titlen. 

- Det er ingenting, svarede han et spørgsmål om hvad førstepladsen betyder for Tottenham.

- Det er to kampe. Det vigtigste er at forsøge at udvikle vores stil og filosofi, i dag viste vi, at vi har et fundament. 

Nacer Chadli markede sig med to scoriner i kampen, mens Eric Dier og Emmanuel Adebayor supplerede den belgiske målscorer med et mål hver. Christian Eriksen spillede hele kampen, ligesom Erik Lamela, der efter en skidt første sæson, startede på banen igen søndag eftermiddag.

- For mig er det vigtigt, at holdet viser, at det er et hold. Vi spillede som et hold alle sammen, og vi kan opnå noget. 

- Det er vigtigt at holde fast i virkeligheden og tage det roligt. Hvis man taber to kampe, er man i fare, men vi er nødt til at bevare roen, det er kun begyndelsen af sæsonen.