Meget vand er løbet gennem åen, siden den engelske forsvarsspiller Scott Dann tørnede ud for Køge - rigtig meget! Den dag i dag spiller 24-årige Dann for Birmingham, men det er der meget stor sandsynlighed for, at han ikke gør ret meget længere.
For det første fordi Birmingham må en tur ned i Englands næstbedste fodboldrække, The Championship, i næste sæson, men også fordi, at de klubber, der viser interesse for Scott Dann, ikke bare er nogle, man lige vender ryggen til.
Det har været fremme i et stykke tid, at Liverpool har et godt øje til forsvarsspilleren, men nu melder endnu en gigant sig angiveligt ind i kampen. Ifølge skysports.com er også Arsenal ivrige efter at få Scott Dann til at sætte sin signatur på en kontrakt med dem. Birmingham satser dog på at kunne holde på deres profil, idet klubben stræber efter en hurtig tilbagevenden til Premier League - og i de bestræbelser er Scott Dann vigtig. The Gunners håber dog på at kunne lokke Dann til Emirates med Champions League-fodbold.
Scott Dann var lejet ud til Køge i 2005, men blandt andet på grund af hjemve blev han aldrig nogen succes i Danmark. Blot to kampe nåede forsvarsspilleren at få, inden aftalen med Køge blev opsagt.
Herefter vendte han tilbage til England - det er han nok ikke ked af den dag i dag.