Swansea-angriber kollapsede mod Tottenham
Foto: Kirsty Wigglesworth/Polfoto
Premier League

Swansea-angriber kollapsede mod Tottenham

Det så dramatisk ud, da Bafetimbi Gomis besvimede i gårsdagens kamp mod Tottenham, men det er resultatet af en lidelse, han altid har haft, og han er helt uden for fare.

Der sad formentlig en del Tottenham-fans på White Hart Lane og fik fremkaldt dårlige minder i går. Her besvimede Swansea-angriber Bafetimbi Gomis og mindede derfor ufrivilligt hjemmepublikummet om Fabrice Muambas episode for snart tre år siden på samme stadion.

Den gang var Muamba døden nær, men blev reddet. Så slemt var det heldigvis ikke for Gomis, selv om han kollapsede seks minutter inde i kampen og blandt andet fik ilt på banen. Det hele skyldes en lidelse, som Gomis altid har haft, og som forårsager pludselige fald i blodtrykket, skriver The Guardian.

Den franske angriber lå på banen i omkring fem minutter, før han blev skiftet ud, og behandlingen fortsatte i omklædningsrummet og senere på hospitalet. Gomis har dog ingen problemer her bagefter.

- Jeg vil gerne berolige jer angående mit heldbred. Det ser faktisk mere skræmmende end fysisk farligt ud, og jeg har det godt nu, skrev han på Twitter i går aftes.

Årsagen til det pludselige fald i blodtryk er, at Gomis' far er syg, og derfor rejser angriberen meget frem og tilbage mellem Wales og Frankrig. Det har stresset og udmattet ham. 

Selv om sådan en episode virker voldsom, er Gomis' lidelse velkendt i Swansea, og manager Garry Monk gjorde sit til at understrege, at det ikke er noget, man bør bekymre sig over. Angriberen har prøvet noget ligende i sine tidligere klubben St. Etienne og Lyon.

- På vej af banen havde han det fint. Han talte, og han ville faktisk blive på banen. Det er noget, vi er opmærksomme på, og det er en del af hans historie. Han har fået alle medicinske tjek, som man overhovedet kan få, og han har det fint. Det er bare en del af hans liv, siger Monk.

- Det har noget at gøre med lavt blodtryk. Det er noget, han har levet med hele sit liv, så det er ikke noget problem overhovedet.