Swansea-kant retter indirekte kritik af Laudrup
Illustration
Premier League

Swansea-kant retter indirekte kritik af Laudrup

Nathan Dyer hylder Michael Laudrups afløser i Swansea, Garry Monk, for sin mandskabspleje og sammenligner ham med tidligere managere i klubben. 

Roberto Martinez, Brendan Rodgers, (mangler) og Garry Monk.

Du har nok allerede regnet ud, at det er danske Michael Laudrup, der mangler på listen af Swansea-managere.

Men når man hører Nathan Dyer udtale sig om, hvilke managere, der har været bedst til at motivere sine spillere, glimrer Laudrup ved sit fravær - Swansea-kanten retter dermed en inddirekte kritik af den tidligere danske manager i den walisiske klub.

- Roberto Martinez og Brendan Rodgers har den der evne til at motivere spillerne, og det er så vigtigt, siger Dyer ifølge Sky Sports og fortsætter:

- Der vil altid være spillere, som ikke får spilletid, og det handler om at holde dem sultne og få dem til at arbejde for dig som manager. Det gjorde Roberto med mig, da han hentede mig til klubben. Han fik mig til at føle mig som Cristiano Ronaldo, og jeg arbejdede så hårdt som muligt. 

- Garry Monk er meget lig Martinez, hvad det angår. Jeg har spillet sammen med ham i så mange år, og han har altid rost mig for mine kvaliteter og fortalt mig, hvad jeg skulle gøre. 

- Han har fået mig til at tro på mig selv, og det er jeg sikker på, at han også kan få andre spillere til, slutter Dyer. 

Nathan Dyer blev hentet til Swansea i 2009 og har siden spillet mere end 175 kampe for den walisiske klub.