Swansea vil hente Leicester-angriber
Premier League

Swansea vil hente Leicester-angriber

Med to og en halv angriber ude af døren, skal Swansea have opgraderet deres arsenal af frontløbere.

Der har i den grad været udrensning i Swansea denne sommer, og specielt på banens forreste placering er det gået voldsomt for sig. 

Klubben har nemlig sagt farvel til både Alberto Paloschi, der er skiftet til Serie A og Atalanta, men også EM-finale-matchvinderen, Eder, der er skiftet til Lille. Og ikke nok med det så står Bafemtimbi Gomis ligeledes til at tage turen tilbage til Frankrig, hvor han efter sigende skifter til Marseille på en lejeaftale. 

Således er Swansea svækket betragteligt på angrebspladsen, men ifølge Sky Sports har de en plan klar. 

Klubben skulle nemlig have forhørt sig hos Premier League-mestrene Leicester om tilgængeligheden af den 30-årige argentinske angriber Leonardo Ulloa, der i sidste sæson scorede seks mål i 29 ligakampe. 

Angriberen bliver dog ikke billig. Ifølge The Telegraph kommer prisen til at ligge på omkrnig 90 millioner kroner.