Sydamerikansk angriber til Anfield? Liverpool kontakter River Plate
Foto: Polfoto
Premier League

Sydamerikansk angriber til Anfield? Liverpool kontakter River Plate

Liverpool har kontaktet River Plate omkring et muligt køb af deres lovende argentinske angriber Lucas Alario. Det skriver ESPN.

23-årige Lucas Alario har imponeret hos River Plate i denne sæson siden sidste sommers skifte til den argentinske storklub fra Colon, og har i denne sæson scoret 10 gange i 19 optrædener. 

Han hjalp River Plate til at vinde Copa Libertadores og scorede også det afgørende mål i klub-VM-semifinalen mod Sanfrecce Hiroshima i december før klubben endte med at tabe finalen til de forsvarende Champions League-mestre fra FC Barcelona. 

En kilde har angiveligt fortalt ESPN, at Liverpool i løbet af et godt stykke tid har scoutet Alario, og angiveligt skulle the Reds' ledelse have kontaktet River Plate omkring et muligt køb af angriberen, der anses som én af de bedste unge spillere i hjemlandet Argentina. 

River ønsker selvfølgelig ikke at sælge Alario, men er klar over, at han er en eftertragtet herre.

Jürgen Klopp forventes - om det bliver Alario eller ej - at forstærke sine offensive muligheder til sommer, da Christian Benteke ifølge flere medier er på vej ud af samme dør, som han i sommer trådte ind af. Endvidere er Daniel Sturridges skadessituation noget så utilregnelig. 

Alario kan alternativt også spille rollen lige bag angriberen eller på venstre kanten.