Tevez: Det har jeg aldrig sagt

Manchester Citys Carlos Tevez kæmper med Anthony Vanden-Borre.
Carlos Tevez nægter, at han har fremsat de bemærkninger, som det tyske fodboldmagasin Kicker citerer ham for i dag.

Vi skrev tidligere her på tipsbladet.dk, hvordan Manchester Citys suspenderede angriber Carlos Tevez havde udtalt til det tyske fodboldmagasin Kicker, at han mente, at hele hans situation havde udviklet sig i en komisk retning; at han ikke kan forstå den måde, City har behandlet ham på, og at han var ligeglad med hvad folk syntes om hans adfærd.

Men nu giver argentineren udtryk for at de ord aldrig er kommet fra hans mund.

- Angående et interview offentliggjort i Kicker i dag afviser Carlos Tevez kategorisk at tale både med enhver journalist om sin situation i Manchester City og de ting, der tilskrives ham i interviewet, lyder en erklæring udsendt Tevez’ talsmand.

Carlos Tevez har ikke spillet for City, siden han blev involveret i en tvist med klubben i september, og det var derfor almindeligt forventet, at han ville forlade klubben i løbet af transfervinduet.

Carlos Tevez opholder sig fortsat i Argentina.

Seneste nyt på tipsbladet.dk