Tevez i modvind hos fansene

Carlos Tevez må indstille sig på en svær tid i Manchester City. Foto: Scanpix
Carlos Tevez er efter flere måneders strejke tilbage hos Manchester City, der muligvis vil tilgive ham. Sådan har fansene det nødvendigvis ikke.

Carlos Tevez er tilbage i Manchester City. Den argentinske angriber er på vej til at blive forenet med det engelske tophold oven på den månedlange bitre strid, der startede tilbage i september, da han angiveligt nægtede at følge manager Mancinis ordre om at varme op under Champions League-kampen mod Bayern München.

Siden blev Tevez lagt på is og nægtet at træne med holdkammeraterne idømt en bøde på omkring 10 millioner kroner. Alle havde regnet med et januar-salg af den kontroversielle angriber, men seriøst bejlere som AC Milan, Inter og PSG endte alle med at trække sig, da det virkelig gjaldt i slutningen af transfervinduet.

I de seneste måneder har argentineren opholdt sig i hjemlandet men i de seneste dage har både klub og angriberen givet udtryk for, at det er tid til at se frem og lægge stridighederne bag sig.

Men ét er at klub og spiller muligvis atter kan enes og lægge tvisten på hylden - noget andet er de mange City-fans, for her er stemningen omkring Carlos Tevez ikke vendt.

I lufthavnen inden afgangen fra Argentina blev Carlos Tevez spurgt til, hvordan han regnede med at blive taget imod af fansene.

- Det må vi se, lød svaret.

Generalsekretær for Manchester Citys officielle fanklub, Kevin Parker, har måske noget af svaret, for han spår en svær tid for Tevez, hvis han kommer til at spille.

- De fleste fans ønsker ham ikke tilbage, men det er svært, da klubben ikke har noget valg, da han stadig er på kontrakt, siger Kevin Parker til Daily Mail.

- Efter alt, der skete, troede vi alle, at han aldrig kom til at spille her igen. Han er nødsaget til at komme med en række undskyldninger - til manageren og til sine holdkammerater.

- Herefter er han nødsaget til at sende en undskyldning til fansene - enten på en pressekonference eller i form af en officiel meddelelse. Men selv om han undskylder, vil det overraske mig meget, hvis han ender med vende tilbage på holdet eller bænken, siger han.

Carlos Tevez måtte sikres af politi-eskorte fra Manchester Lufthavn, da han landede tirsdag eftermiddag. Kontrakten med Manchester City løber helt frem til sommeren 2014

Seneste nyt på tipsbladet.dk