Premier League

Tevez kan blive klar til finale

Manchester City-topscorer Carlos Tevez regner med, at han kan være klar til at spille finale i FA Cuppen.

Manchester City har i det sidste stykke tid måttet undvære anfører og topscorer Carlos Tevez, men argentineren kan blive klar, når City den 14. maj spiller sæsonens vigtigste kamp, finalen i FA Cuppen.

Tevez vil nemlig gøre alt, hvad der står i hans magt for at blive klar til finalen, der kan give City det første trofæ i 35 år.

- Det er svært at sige, hvor store hans chancer er for at spille i finalen. Der er 10 dage endnu, og han skal fortsætte sin træning og med at arbejde, og så må vi se. Jeg vil sige, der er 50 procent chance for, at han spiller. Har han sagt til mig, at han vil spille i finalen? Ja, han gør helt sikkert alt, hvad han kan for at det skal ske, for han vil rigtigt gerne spille, siger City-manager Roberto Mancini ifølge

The Daily Mail

.

Inden finalen spiller Manchester City mod Everton (i morgen) og mod Tottenham (på tirsdag), og Mancini vil have Tevez i spil i en af de to kampe.

- Hvis Carlos ikke spiller nogen af kampene, er det umuligt for ham at spille på Wembley. Det er svært nok, hvis han ikke spiller mod Everton, men han skal i hvert fald spille nogle minutter på banen mod Tottenham, siger Mancini.