Premier League

Thierry Henry tilbudt kontrakt i Arsenal

Engelsk medie mener at vide, at Thierry Henry er mere end på vej mod et opsigtsvækkende comeback i Arsenal.

Arsenal har tilbudt Thierry Henry en lejekontrakt gældende for de næste to måneder. Det skriver engelske Daily Mail, der mener at vide, at den i de seneste uger meget omtalte mulighed for gensyn nu ser ud til at blive til noget.

Thierry Henry er stadig tilknyttet amerikanske New York Red Bulls, men da ligaen i USA nu holder pause, har Arsenal-manager Arsene Wenger på det seneste virket opsat på at styrke angrebet med den tidligere mega-stjerne, der da også har trænet med i London i løbet af december.

Gervinho, der scorede i den seneste ligakamp og Marouane Chamakh tager i januar til African Cup og Nations, hvilket i den grad lægger eneansvaret på Robin van Persie i angrebet i flere uger.

Derfor har Arsenal nu tilbudt kontrakt til Thierry Henry, der netop har været på juleferie i Mexico men nu er tilbage i London.

Takker franskmanden ja til tilbuddet, kan han nå at repræsentere Arsenal i syv ligakampe, inden han i marts atter skal være tilbage i New York. Henry kan også være med i Fa Cup og kan også være på holdet til den første playoff-kamp mod AC Milan i Champions League.

Han er en god mulighed for os. Men jeg er ikke manager. Jeg er glad for at træne med ham. Han spiller godt. Bare at træne mod ham, er en god erfaring. Han viser klasse. Han har den samme attitude, som han har vist i masser af kampe for Arsenal, lyder det fra den tyske Arsenal-spiller Per Mertesacker.

Det er forventet, at der kommer en hurtig afklaring omkring et sensationelt comeback til Thierry Henry i Arsenal-trøjen, som han har scoret 226 mål i.