Den tidligere AGF- og Manchester United-spiller Bojan Djordjic kan indstille klubsøgningen. Onsdag eftermiddag er det nemlig kommet frem, at den svenske midtbanespiller har skrevet en toårig kontrakt med Premier League-nedrykkerne Blackpool.
Bojan Djordjic kommer under Ian Holloways vinger i Blackbool, og de to har et ganske udmærket kendskab til hinanden. De har nemlig tidligere arbejdet sammen i Plymouth.
Den 29-årige svensker har repræsenteret en lang række klubber i sin karriere. Foruden Manchester United og AGF har Djordjic blandt andre været at finde i Glasgow Rangers, AIK Stockholm, Red Star og Videoton. Næste destination bliver altså Bloomfield Road i Blackpool.
Bojan Djordjic spillede i AGF på en lejeaftale i sæsonen 2002-2003.