
Tottenham har afvist et bud fra QPR på midtbanespillere Steven Pienaar. Det skriver Press Association Sport.
Sydafrikaneren kom til Tottenham fra Everton for et år siden men har haft mere end svært ved at spille sig ind i varmen hos manager Harry Redknapp.
Selv om der har været forlydender om, at Tottenham har givet Pienaar lov til at lede efter en ny klub, skal der alligevel noget til, før Redknapp vil slippe ham.
- Jeg har ikke lyst til at lade ham gå. Han er en god spiller. Jeg brugte ham i de sidste 10 minutter mod Everton i onsdags og han holdt fast i bolden, lyder det fra manageren.
Jeg har ikke brug for at svække min trup. Jeg vil hellere have en god trup på mindst 18 spillere i resten af sæsonen, end at lade en eller to spillere gå, når de kan få betydning for sæsonafslutningen.
Pienaar har kun startet på banen fem kampe siden skiftet fra Everton, hvor han var en klar profil.
Everton har da også været nævnt som en mulighed i forbindelse med et klubskifte, men prisen på Pienaar lyder angiveligt - trods den klare rolle som reserve - alligevel på omkring 44 millioner kroner.
Tottenham har i denne sæson vist forrygende form, og er overraskende med helt fremme i mesterskabskampen, hvor klubben ligger helt lige med Manchester United og blot er tre point efter Manchester City på toppen af ligaen.