Tottenham var særdeles aktiv med kuglepennen i de sidste timer af transfervinduets åbning igår. Vedran Corluka, Sebastien Bassong og Steven Pienaar blev alle sendt ud på lån, mens Roman Pavlyuchenko blev solgt til Lokomotiv Moskva.
Ind kom kun Everton-angriberen Louis Saha, men idag får Tottenham også en forstærkning til forsvaret. Blackburns 34-årige midterforsvarer Ryan Nelsen nåede nemlig i slutningen af vinduet at komme overens med Blackburn om at ophæve hans kontrakt. Han er enig med Tottenham, og der er tale om en halvårig aftale med option på et år mere.
- Vi blev enige med Balckburn og har nået en aftale med Spurs. Vi venter kun på clearance. Det er seks måneder med en et-års option. Det hele gik meget stærkt, siger Ryan Nelsens agent Lyle Yorks til Washington Post.
Tottenham-manager Harry Redknapp indikerede igår efter Premier League-sejren på 3-1 over Wigan, at klubben var tæt på at sikre sig Nelsen. Redknapp har søgt en back-up til sit midterforsvar, fordi Bassong skulle til Wolverhampton, og fordi Ledley King, William Gallas og Michael Dawson har været meget skadet.
- Vi må se, om jeg kan få en ny midterforsvarer, fordi jeg har William Gallas ude med en langtidsskade. Jeg håber at skrive med Ryan Nelsen på en fri transfer for resten af sæsonen. Jeg mener, han er en god spiller og en god type at have i vores klub. Jeg har altid godt kunnet lide ham, sagde Redknapp.
Endnu har hverken Blackburn offentliggjort ophævelsen af Nelsens kontrakt, ligesom Tottenham ikke har bekendtgjort, at de er enige med Nelsen, men det betragtes som et faktum hos engelske medier, at han nu er Tottenham-spiller.