Tottenham kørte Watford over i Kane-comeback
Foto: Getty Images
Premier League

Tottenham kørte Watford over i Kane-comeback

Tottenham vandt stensikkert med 4-0 over Watford.

Tottenham kunne til dagens kamp mod Watford glæde sig over, at de havde Harry Kane tilbage i truppen, men i første omgang var den engelske angriber på bænken til kampen mod Walter Mazzarris skadesramte Hornets. 

Gæsterne tog trods de mange skader teten i kampens indledning, hvor Watford imponerede og kom til en række chancer.

De chancer blev dog ikke udnyttet, hvilket også kan siges om Kane-erstatningen i startopstillingen, Vincent Janssen, der i den første halve time brændte to store chancer inde i det lille felt. 

I stedet tog Dele Alli sagen i egen hånd og fra en position på kanten af feltet gjorde han det til 1-0. 

Kort efter kunne Eric Dier sparke en løs bold på kanten af feltet i rusen til 2-0 og fem minutter senere fulgte Heung-min Son op med et smukt mål lige inden pausen. 

Den sydkoreanske kantspiller var også på pletten efter et flot indlæg fra Kieran Trippier 10 minutter inde i anden halvleg - et mål, der lukkede og slukkede kampen. 

Sejren betyder, at Tottenham forud for Chelseas kamp mod Bournemouth senere på dagen nu blot har fire point op til The Blues.