Video : Tipsbladet
Premier League

Tottenham-manager: Vi var meget bedre end Chelsea

Christian Eriksens manager Mauricio Pochettino var særdeles tilfreds med holdets præstation trods nederlaget på 1-2 til Chelsea.

Marcus Alonso var Chelseas helt store helt i opgøret imod Tottenham Hotspurs. To gange nettede han I Tottenham-målet, og selvom værterne stod for størstedelen af boldbesiddelsen, endte Antonio Contes mandskab som sejrsherrer.

Kun 32% af boldbesiddelsen tilfaldt Chelsea, og det understreger ifølge Mauricio Pochettino, at Tottenham var uheldige.

- Vi var meget bedre end Chelsea. Det var meget tydeligt, hvad de ville. De satsede på kontra-angreb med Morata og Willian helt fremme. Jeg synes, at vi var lidt uheldige. Hvis man kun har denne lille portion held, kan det være svært at vinde, siger Mauricio Pochettino på et pressemøde.

Den nye hjemmebane på Wembley, der bruges mens White Hart Lane bliver renoveret, har dog intet med nederlaget at gøre, konstaterer manageren. Statistikkerne kan ellers bevise, at Tottenham blot har vundet to gange i de seneste elleve opgør på Wembley, men denne teori afviser han blankt.

- Jeg tror ikke på, at Wembley-effekten er årsagen til, at vi tabte. Det er ikke fair at skyde skylden på Wembley, for ud fra mit synspunkt er Wembley et af de bedste steder i verden. Et af de bedste steder man kan spille fodbold, tilføjer Mauricio Pochettino.

Tottenham med Christian Eriksen på midtbanen møder Burnley i næste runde på hjemmebane.