Trods Real Madrid-interesse: De Gea vil blive i Manchester United
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Trods Real Madrid-interesse: De Gea vil blive i Manchester United

David de Gea har angiveligt lagt skuffelsen over sommerens mislykkede skifte til Real Madrid bag sig og er nu fokuseret på at blive i Manchester United.

Få minutter skilte David de Gea fra at blive Real Madrid-spiller i sommer, men skiftet faldt til jorden i allersidste sekund. Siden underskrev han en ny kontrakt med Manchester United, og den har han tænkt sig at holde fast i.

Daily Telegraph skriver, at målmanden ikke har nogen planer om at skifte til Real Madrid længere. Ifølge avisen har De Gea lagt skuffelsen over sommerens kollapsede transfer bag sig og er nu fuldt fokuseret på sin nuværende klub.

Rygterne om den 25-årige målmand blussede ellers op igen, efter Real Madrid blev idømt en transferkarantæne for de næste to transfervinduer. Antagelsen var, at Madrid-klubben enten ville få held med at appellere dommen eller udskyde den, så det ville være muligt at handle til sommer.

Skal man tro Daily Telegraph får udfaldet af den sag dog ingen betydning for De Gea.