Udvisning blev dyr for Arsenal i Chelsea-succes
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Premier League

Udvisning blev dyr for Arsenal i Chelsea-succes

Arsenal blev ramt af en tidlig udvisning, og det kostede i 0-1 nederlaget til Chelsea.

Marginalerne skulle afgøre, da Arsenal og Chelsea søndag tørnede sammen i et interessant London-opgør. Her blev værterne ramt af en tidlig nedtur, og formåede alddrig for alvor at slå tilbage i 0-1 nederlaget til Chelsea.

Kampen blev indledt med intensitet fra begge mandskaber, der dog måtte vente på de helt store tilbud. Efter 17 minutters spil ændrede opgøret sig dog markant. Chelsea fik sat et godt angreb op, der endte ud i en friløber, hvor Arsenal-forsvarer Per Mertesacker satsede og fejlede. Rødt kort sendte den tyske forsvarsspiller i bad, og så var der pres på værterne. 

Chelsea var da også blot få minutter om at udnytte den dyre fejl. Branislav Ivanovic kom godt igennem i højre side, og med et fladt indlæg lagde han bolden ind til Diego Costa, der scorede sikkert. Arsenal havde i undertal svært ved at svare igen, og kort før pausen var Branislav Ivanovic nærgående med en header, der dog blev blokeret. 

Alligevel kom Arsenal tæt på udligningen i de døende minutter af første halvleg. Mathieu Flamini forsøgte at flugte bolden flot i mål, men afslutningen sneg sig over mål. Dermed kunne Chelsea gå til pause foran med 0-1.  

I anden halvleg gik Arsenal i offensiven, men havde det svært med kun ti spillere. Med en halv time tilbage kom Gabriel frem til en god mulighed for hjemmeholdet, men Arsenal-spilleren fik sit hug blokeret i sidste øjeblik. 

I slutfasen forsøgte Arsenal med en yderst offensiv Mesut Özil at finde rum, men Chelsea lukkede flot af. Efter slutfløjt var det da også Chelsea, der kunne juble over en sejr, der sender holdet op på 13. pladsen i Premier League, mens Arsenal er nummer tre med tre points op til Leicester helt fremme.