United bekræfter: Van Persie misser Arsenal-kamp
Foto: Alastair Grant/Polfoto
Premier League

United bekræfter: Van Persie misser Arsenal-kamp

Angriber Robin van Persie kommer til at sidde ude i længere, fortæller United-manageren på et pressemøde.

Manchester Uniteds jagt på Champions League-pladser er ikke blevet nemmere, for på et pressemøde fredag bekræftede den hollandske træner Louis van Gaal, at angriber Robin van Persie ikke er til rådighed de næste kampe på grund af en skadet ankel.

Mod Swansea - et opgør som Manchester United tabte med 1-2 - fik Robin van Persie ankelproblemer, og han må nu sidde ude i mindst to uger. Det betyder, at han misser Manchester Uniteds kamp mod Sunderland lørdag, ligesom han med sikkerhed går glip af næste uges FA Cup-opgør mod van Persies tidligere klub, Arsenal.

- Han har et ankelproblem. Jeg tror ikke, det er så slemt, men ankelproblemer tager bare tid at komme sig over. Det kommer ikke til at være en uge eller to, så nu må vi vente og se, siger Louis van Gaal på pressemødet.

Skaden til Robin van Persie kan åbne op for, at den colombianske angriber Radamel Falcao, der ikke har slået til, siden han blev lejet i Monaco i sommer, kan få chancen.

Manchester United er i øjeblikket placeret på fjerdepladsen i Premier League - van Persie har scoret 10 gange for Manchester United.