Det er ikke hverdag, at de to rivaliserende Manchester-klubber indgår handler, men det usandsynlige er sket tirsdag aften, hvor Manchester United har sikret sig det 19-årige forsvarstalent Frederic Veseli.
- Jeg er utrolig glad, og det er en ære at skrive under for Manchester United, siger den schweiziske forsvarsspiller til Manchester Uniteds hjemmeside.
- Jeg kan ikke vente med at komme i gang, arbejde hårdt og gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe holdet. Jeg ser frem til at vise alle hvad jeg kan på banen.
Veseli var med til at vinde U/17-VM med Schweiz tilbage i 2009 og er udset til at udvikle sig til en solod central forsvarsspiller.
- Jeg er taknemmelig over, at Sir Alex Ferguson har hentet mig til denne store klub. Manchester United har en lang historie for unge spillere, der slår igennem, og forhåbentlig kan jeg gøre det samme, lyder det fra Frederic Veseli.
Manchester United kan på samme tid som de har hentet det unge talent i City glæde sig over at sikre sig en sejr hjemme over Stoke, mens rivalerne fra City er i problemer mod Everton, der i skrivende stund fører med 1-0.