Der var 11 ændringer på Liverpools hold i forhold til kampen mod Stoke, og det betød, at man måtte nøjes med 2-2 mod Exeter på udebane. Et smukt mål blev scoret af hjemmeholdet på direkte hjørnespark.

Vi viste inden opgøret mellem Exeter og Liverpool, at Jürgen Klopp holdt sit pre match-interview i et te-rum. Tyskeren var fornøjet over, hvor han skulle afgive interview. Men det viste fint, hvor det var, Liverpool var henne: på besøg hos en klub, der til daglig spiller i League Two. 
 
Liverpool havde ændret på hele det hold, der var på besøg hos Stoke i Capital One-turneringen i tirsdags. Og det kunne ses i indledningen. For kampen var blot ni minutter gammel, da hjemmeholdet bragte sig i front. Det skete, da Reid leverede gode ting på fløjen og sørgede for, at Nichols gjorde det til 1-0. Angriberen kom glidende ind til bolden og bragte hjemmeholdet i front. Men der skulle imidlertid kun gå tre minutter, før der blev udlignet. 
 
Det skete, da Benteke nok blev snydt for et straffe. Bolden trillede dog videre til Jerome Sinclai, der iskoldt sparkede bolden i det fjerneste hjørne. Den 19-åriges første mål i sin professionelle karriere. 
 
Hjemmeholdet skabte en hel del chancer i første halvleg. Blandt andet havde man en stor chance på hovedstød, hvor man burde have bragt sig i front igen. Men det blev minsandten 2-1 i første halvlegs tillægstid. Det skete, da Holmes kanonerede bolden i mål direkte på hjørnespark. Et meget flot mål, hvor Bogdan dog stod lidt for langt ude af sit mål. Til ungarerens forsvar skal det så siges, at han nok ikke havde regnet med, at der ville blive skudt direkte på kassen.
 
Exeter blev i starten af anden halvleg snydt for et straffe og var i det hele taget bedst. Men værterne led en hård skæbne, da Smith scorede sit første Liverpool-mål. Det skete, da et indlæg fra fløjen blev forsøgt clearet væk, men clearingen ramte Smith, der prikkede bolden i mål. 

Begge hold forsøgte at få lavet et afgørende mål, men det sluttede uafgjort. Det betyder, at de to mandskaber mødes igen om 12 dage på Anfield.

SENESTE NYT...

AFSTEMNING

Bundesligaen begynder: Hvilken dansker får mest succes?