Fra 2010 til 2012 nød Rafael Van der Vaart stor succes i Tottenham under Harry Redknapps ledelse, og nu spekuleres der i en genforening. Hollænderens fremtid i HSV er usikker, og Redknapp er angiveligt interesseret i at hente ham til QPR.
Van der Vaart afslører, at han ikke er i dialog med sin tidligere manager, men antyder samtidig, at det kunne friste at genoptage samarbejde med Redknapp.
- Harry Redknapp har ikke kontaktet mig. Han har ikke ringet, men i fodbold ved man aldrig hvad der kan ske. Harry og jeg havde en fremragende tid sammen i Tottenham, og han er en manager med store kvaliteter, siger den rutinerede midtbanespiller til Bild.
I de to sæsoner Van der Vaart spillede under Redknapp på White Hart Lane scorede han 25 Premier League-mål.