Van Gaal: Det kan tage mere end et år
Illustration
Premier League

Van Gaal: Det kan tage mere end et år

Manchester Uniteds nye manager Louis van Gaal er ikke chokeret over det ydmygende 4-0-nederlag til MK Dons i Capital One Cup og kræver tid til at bygge et nyt hold.

Samme aften hvor Manchester United smadrede alle britiske transferrekorder ved at hente Angel Di Maria i Real Madrid for næsten 600 millioner kroner, løb klubben ind i et yderst ydmygende pokalnederlag til MK Dons fra League 1. 

United ikke bare tabte men blev smadret med hele 4-0, hvilket gav genlyd langt ud over de britiske grænser.

Efter kampen var Manchester Uniteds nye manager Louis van Gaal skydeskive for pressen, men hollænderen slog fast, at nederlaget ikke kom som den helt store overraskelse for ham.

- Jeg er ikke chokeret, for jeg ved, hvad der kan ske. Jeg mener MK Dons spillede virkelig godt - de var aggressive og havde også lidt held, sagde Van Gaal.

Manageren blev spurgt om, han kunne forstå, hvis United-fansene kan have svært ved at dele hans holdning og ikke være chokerede over nederlaget.

Louis van Gaal svarede:

- Det er meget svært at starte som manager i Premier League med et hjemmebane-nederlag, en uafgjort og så en tabt pokalkamp. Det kan være svært for fansene at tro på Louis Van Gaals filosofi, men det er man nødt til at gøre, for jeg er her for at bygge et nyt hold op, og det hold bliver ikke bygget på en måned.

- Vi kan ikke bygge et hold på en måned - måske endda ikke på et år. Det er naturligvis skuffende (nederlaget, red.), men jeg håber fansene bevarer troen på klubben. Vi ved præcis, hvad det er, vi gør. Men vi har tabt i Capital One Cup og mistet chancen for et trofæ, og der er da skuffende. 

Van Gaal stillede til tirsdagens kamp med 10 udskiftninger i forhold til søndagens uafgjorte kamp mod Sunderland, men havde forklaringen parat.

- Vi har ni skader i truppen og spillede senest for 48 timer siden. Så jeg kan ikke stille med den samme trup som spillede i søndags. Jeg har kigget på andetholdet og ungdomsrækkerne og nu har vi spillet kampen. 

- Men vi lavede alvorlige fejl, og gør man det, forærer du kampen bort, sagde hollænderen.

Manchester Uniteds kommende opgave lyder på endnu en kamp, der på papiret må og skal vindes. PÅ lørdag går turen nemlig til Burnley, der som oprykker har fået en svær start med to nederlag i de første to runder.