Van Gaal kritiserer sine spilleres indstilling
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Van Gaal kritiserer sine spilleres indstilling

Manchester United manglede motivation og aggressivitet, da holdet tidligere i dag tabte med 3-0 til Everton, mener manager Louis van Gaal.

Man skulle tro, at udsigterne til en næsten sikker top 4-placering og dermed Champions League-fodbold i næste sæson var en udmærket gulerod at spille efter, men det var åbenbart ikke nok for Manchester United mod Everton.

Holdet tabte 3-0 på Goodison Park, og det skyldtes i høj grad manglende motivation. Det mener i hvert fald holdets egen manager, Louis van Gaal, der ikke var imponeret over indstillingen.

- Everton var mere aggressive og motiverede end os, og det er første gang, jeg har set det i denne sæson, så jeg var meget skuffet i pausen. Vi kunne ikke udligne, fordi Everton forsvarede sig godt og spillede på kontraangreb. Så er det altid svært, siger Van Gaal til MUTV.

Den hollandske chef kunne også bekræfte, at anfører Wayne Rooney måtte udgå i slutfasen på grund af en knæskade. Det vides dog endnu ikke, hvor alvorlig skaden er.