Van Gaal lytter ikke til Sir Alex Fergusons råd
Illustration
Premier League

Van Gaal lytter ikke til Sir Alex Fergusons råd

Louis van Gaal efterspørger flere dominerende præstationer fra Manchester Uniteds side, og han har ikke tænkt sig at lytte til Sir Alex Ferguson, som har opfordret den hollandske manager til at tage den med ro.

Sæsonen startede sløjt for Manchester United og klubbens nye manager, Louis van Gaal. Holdet havde svært ved at finde fodfæste under den hollandske manager, og sejrene udeblev i Premier League. 

Det er der dog blevet lavet om på nu. Manchester United har hentet seks sejre i træk i den engelske Premier League, og mange ville måske tro, at det var lige det, som Louis van Gaal gik og sukkede efter. 

Men sådan er det langt fra. For spørger man den hollandske manager, så handler det ikke udelukkende om at få tre point på kontoen, når et nyt opgør fløjtes i gang. Han stræber nemlig også efter de dominerende præstationer fra Manchester Uniteds side, og dem har han ikke set nok af endnu, og han vil fortsætte jagten på dem, selvom Sir Alex Ferguson har opfordret Louis Van Gaal til at tage den mere med ro. 

- Jeg fokuserer ikke udelukkende på resultater, selvom det selvfølgelig er det vigtigste i fodbolden. Og når jeg snaker med Sir Alex Ferguson, så siger han: "Der er ingen problemer, du har jo vundet.", siger Louis van Gaal til Sky Sports.

- Men for mig handler det også om holdets præstation, for når man præsterer godt, så vinder man oftere. Det er det, jeg gerne vil vise fansene, og spillerne vil også vise det, og det vil garantere, at sejrene er meget større, når vi præsterer bedre. 

En af de bedre kampe fra Manchester Uniteds side var 3-0-sejren over Hull City, og Louis van Gaal vil gerne se flere af den slags præstationer. 

- Kampen mod Hull City var en god kamp. Vi dominerede i 90 minutter, og jeg vil gerne se flere af den slags kampe. Det er for få kampe, vi spiller, hvor vi dominerer i samtlige 90 minutter. 

- Men det er en proces, og vi er nødt til at vente og se, men når man vinder seks kampe i træk, så bidrager det naturligvis til, at selvtilliden stiger. Men jeg søger stadig efter kampe, hvor vi nærmer os den perfekte præstation i forhold til det, vi har leveret indtil nu, siger han.