Van Gaal: Manglede vilje til at vinde
Premier League

Van Gaal: Manglede vilje til at vinde

Louis van Gaal er skuffet over, hvad han så fra sit mandskab i nederlaget til Arsenal.

Arsenal pillede fuldstændig pynten af Manchester United, da de to engelske giganter stod overfor hinanden i Premier League søndag aften. The Gunners vandt 3-0 efter tre meget tidlige scoringer i første halvleg, og dermed var der reelt aldrig tvivl om udfaldet.

Resultatet behager naturligvis ikke Manchester United-manager Louis van Gaal, der er skuffet over den indstillig, han så fra sit mandskab.

- Det var en meget ringe start uden aggressivitet og viljen til at vinde. Det er første gang, jeg har set det fra mit hold. Det havde jeg ikke forventet. Vi har vundet vores seneste fire kampe, og jeg gav spillerne en fridag, fordi de var trætte. Lørdag var træningen normal, siger Louis van Gaal til BBC og understreger, at han dog ikke ligger søvnløs af bekymring i nat:

- Alle hold har en offday af og til.

Nederlaget efterlader Manchester United på tredjepladsen i Premier League efter Manchester City og Arsenal.