Premier League

Van Persie kan ryge på bænken

Alex Ferguson er i tvivl om, hvorvidt den hollandske skarpretter skal starte på banen.

Sidste sæsons topscorer i Premier League, Robin van Persie, skiftede i fredags fra Arsenal til Manchester United for mere end 200 millioner kroner.

Men selv om hollænderen blev topscorer i sidste sæson og er skiftet for et kæmpe millionbeløb, er det ikke garanti for, at han kommer til at spille fra start. I hvert fald ikke mod Everton i morgen.

Således overvejer Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, at bænke Robin van Persie til klubbens første kamp i Premier League.

- Adrenalin vil selvfølgelig hjælpe ham, hvis jeg lader ham starte, men jeg mener, det er vigtigt, at han nåede at træne i fredags, og forhåbentlig vil resten af weekenden give mig en god idé om, hvorvidt han bør starte, eller om jeg skal sætte ham på bænken, siger manageren ifølge Ritzau.

Hollænderen, der kommer til at spille med nummer 20 på ryggen, har dog også god konkurrence i angrebet. Således har Manchester United Wayne Rooney, Danny Welbeck, Javier Hernandez og Dimitar Berbatov, der alle gerne vil spille fra start i Manchester Uniteds angreb.