- Vi er ikke arrogante. Vi er bare bedre

Ski og tyggegummi
Casper Stylsvig er selv en af de bedste til det, han gør. Men vejen til kontoret på Stratton Street i London, hvor Manchester Uniteds salgsafdeling holder til, fordi det er nemmere for udenlandske forretningsfolk kun at flyve til London frem for at skulle skifte fly til Manchester, har været lang og snørklet.

Som ung var Casper Stylsvig ikke engang sikker på, at det var salg, han ville beskæftige sig med. Han blev født i Glostrup og voksede op på den københavnske vestegn, men valgte efter Handelsskolen at tage et år på højskole i den fynske flække Oure. Linjen var hverken bogføring eller regnskaber, men alpint skiløb. Casper Stylsvig levede en drengedrøm om skiløb ud og tog derefter et år som skiguide i Val d'Isere.

Først da han kom hjem, valgte han at gå i lære som sælger hos Toshiba, hvor han skulle sælge kopimaskiner. En ilddåb udi disciplinen salg, for som Casper Stylsvig siger:

»Hvis man kan sælge kopimaskiner, kan man sælge hvad som helst. I kundernes øjne er der meget lidt forskel på kopimaskiner. Det er bare en maskine, der står og kopierer, så det kræver virkelig gode salgsteknikker at fremhæve ens produkt frem for noget andet.«

Casper Stylsvig immatrikulerede sig på International Business Academy i Kolding og fik siden job hos Dandy, som udstationerede ham i Kaukasus, hvor han stod for salg af tyggegummimærket Stimorol i hele regionen. I en periode på fire et halvt år boede han derfor i Usbekistan.

Salgstallene var gode, og Casper Stylsvig blev overflyttet til Barcelona, hvorfra han skulle præstere lignende gode salgstal for Spanien og Portugal. Samtidig fik han tid til at tage en MBA (Master of Business Administration) på universitetet i Barcelona, hvor han mødte sin kommende kone, mexicanske Ingrid.

Headhuntet 
Han fik også tilbudt sit hidtil mest spændende job.

»En af vores professorer var CMO [Chief Marketing Officer] for FC Barcelona, hvor han en dag fortalte, at der var et job ledigt. Vi sad en flok unge mænd fra hele verden i klassen, og vi var alle helt vilde efter at få jobbet. Vi sendte alle sammen en ansøgning, men vores professor havde så fået et godt øje til mig gennem de opgaver, vi havde afleveret i løbet af året. Derfor anbefalede han FC Barcelona at ansætte mig, og det var jeg selvfølgelig helt vildt glad for,« siger Casper Stylsvig, hvis eget forhold til fodbold dog ikke tager fanatisk overhånd.

»Jeg tror, at jeg har en sund tilgang til fodbold. Jeg skal ikke absolut se fodbold hver weekend, men kan godt lide at se fodbold. Jeg kan godt lide at rejse ud for at se fodbold, men jeg er ikke ham, der står bag målet og skriger. Men jeg har selv spillet fodbold hele mit liv. Det er sådan en normal drengeinteresse, som dog ikke udviklede sig længere end til serie 2 i Glostrup. At jeg er havnet i branchen er mere et tilfælde, men når du får et tilbud fra FC Barcelona og så videre til Manchester United senere, så bliver du selvfølgelig benovet.«

Casper Stylsvig kom til FC Barcelona på et skelsættende tidspunkt i klubbens historie, da man var i gang med at lukke aftalen med Unicef, som skulle blive det første navn på trøjen i historien. Det skaffede Barcelonas brand masser af goodwill (se boksen), hvilket hjalp i hans daglige arbejde med at sælge sponsorater, men Casper Stylsvig mødte også udfordringer i jobbet, han bestred i lidt mere end to år.

»Det gik fint nok, men jeg opnåede ikke lige så gode resultater, som jeg skulle komme til siden i Manchester United. Kulturen var bare anderledes i Barcelona. Alt skulle godkendes af bestyrelsen, og der var en række etiske grænser, der skulle overholdes, når vi snakkede nye sponsorer. Ledelsen sagde nej til dem, de mente kunne være kontroversielle. Desuden var der ikke den samme tradition for at være opsøgende i sit salg i Barcelona, hvor nogle mest bare sad og ventede på at telefonen skulle ringe.«

I sommeren 2008 fik Casper Stylsvig så henvendelsen fra Manchester United.

»Det kom som en stor overraskelse for mig, at jeg blev headhuntet. Præcis hvorfor ved jeg ikke. Når de ringer, får man aldrig at vide, hvordan de har fået øje på en, og hvorfor de handler på det. Men det er en lille verden, og rygterne om ens præstationer løber hurtigt rundt. Der er heller ingen tvivl om, at det i fremtiden bliver mere og mere normalt for fodboldklubber at headhunte fra hinandens kommercielle afdelinger, ligesom man headhunter hinandens spillere.«