“Vi var en John Terry fra at være landets bedste hold
Illustration
Premier League

“Vi var en John Terry fra at være landets bedste hold"

Den tidligere Liverpool-spiller Jamie Redknapp storroser John Terry.

- Han er en af de spillere, hvor man ser ham og tænker 'Jeg ville ønske, at jeg kunne spille med dig'. 

Det skriver den tidligere Liverpool-spiller Jamie Redknapp i sin klumme i Daily Mail.

Spilleren, der er tale om, er måske lidt overraskende John Terry, der senest er blevet rygtet til Brøndby IF. Jamie Redknapp stopper ikke rosen, ved at indrømme, at han drømmer om at spille sammen med Terry, han mener nemlig, at Terry kunne have været afgørende for sin tidligere klub Liverpool.

- Hvis John Terry havde spillet for Liverpool, da jeg var der, så havde vi vundet mesterskaber. Vi var en "John Terry" fra at være det bedste hold i landet. Han er den bedste, jeg nogensinde har set til at forsvare ved den nærmeste stolpe. Han læser faren og placerer sig rigtigt til at eliminere den, skriver Redknapp videre.

Den 41-årige Redknapp forlod Liverpool i 2002 til fordel for Tottenham. På det tidspunkt var John Terry et 21-årigt talent, der spillede på Englands U/21-landshold.