
Da Viborg påbegyndte årets første træning, var det med kun én målmand i truppen. Robert Veselovsky og Kristian Kirk havde forladt klubben, hvilket gjorde unge Kevin Ray Mendoza til eneste målmand.
Efter at have haft flere målmænd på prøve har Viborg nu sikret sig en ny keeper. Det er 21-årige Martin Hansen, der skifter til domkirkebyen fra Liverpool
- Jeg glæder mig til endelig at bevise, hvad jeg kan, og så ser jeg frem til at prøve noget nyt. Viborg har vist den bedste interesse og her er de bedste muligheder for mig. Jeg ser Viborg som en klub, der burde være i den bedste række og jeg har da også en ambition om at være med til at få dem op igen, siger han til klubbens hjemmeside.
Martin Hansen skiftede i 2006 til Liverpool fra Brøndby, hvor han har fået sin fodboldopdragelse. I Liverpool blev det aldrig til et gennembrud, hvilket nu har fået Hansen til at skifte hjem til den danske 1. division og Viborg.