
Aston Villa markerede sig på januars tranfer-marked med et af de største køb, da de smed 160 millioner kroner for Darren Bent i Sunderland. Summen kan dog afhængig af Bents præstationer ende med at blive 215 millioner. Og præstationerne har indtil videre været gode, med to mål i tre kampe.
- Er Darren Bent et godt køb til 160 millioner? Folk ville måske have kaldt os skøre for fem-seks år siden, hvis vi smed om os med den slags tal, men det er markedskræfterne, der dikterer prisen, siger McAllister til SkySports.
McAllister lægger vægt på at Aston Villa handlede tidligt i transfervinduet før priserne røg i vejret.
- Han har bevist sit værd i Premier League. Han har en masse erfaring, og han er en naturlig målscorer. Det er et instinkt, jeg tror ikke det kan trænes. Det er en sjette sans, det er en speciel evne og den har Darren, fortæller Gary McAllister
Aston Villa ligger nummer 14 i Premier League og spiller i morgen aften imod Fulham på hjemmebane.