Premier League

Villa rydder op i truppen

Aston Villa har frigivet tre spillere fra holdet heriblandt den tidligere engelske landsholdsangriber Emile Heskey.

For snart to uger siden fyrede Aston Villa manager Alex McLeish, og nu fortsætter oprydningen hos Birmingham-klubben.

Villa oplyser på sin hjemmeside, at man har valgt at fritstille den amerikanske målmand Brad Guzan, den tidligere engelske landsholdsangriber Emile Heskey og den spanske forsvarsspiller Carlos Cuellar, der dog forlader klubben frivilligt, da hans kontrakt udløber denne sommer.

Det største navn, der umiddelbart springer i øjnene, er 34-årige Emile Heskey, der nåede at få tre år i klubben. Heskey formåede kun at score ni gange i 90 kampe, og det er netop de manglende mål, der for det mest har kendetegnet den bomstærke angribers karriere.

Heskey har tidligere været fast mand på landsholdet, som han har spillet 62 kampe for, men også her er det blevet til få mål nemlig syv.

Angriberen nød dog størst succes fra 1994 til 2000 hos Leicester City og derefter hos Liverpool frem til år 2004.

Aston Villa oplyser desuden, at man udover de tre seniorspillere har fritstillet otte ungdomsspillere fra klubbens akademi.

Villa leder fortsat efter en ny manager, hvor blandt andet Molde-træner Ole Gunnar Solskjær har været i søgelyset.