
Den 450 millioner kroner-dyre angriber har nu spillet 15 kampe uden at finde vej til netmaskerne, hvilket er Torres' dårligste stime i karrieren. Seneste mål skal man helt tilbage til oktober i en Champions League kamp mod Genk for at finde.
Mod Norwich var Torres tæt på at score i første halvleg, men målmand John Rubby fik flot skubbet skudet ud til hjørnespark. I anden halvleg blev Torres' manglende målform for alvor udstillet, da spanieren blot 7 meter fra mål ikke kunne placere bolden inden for rammen, og dermed endnu engang må tage sin del af skylden for, at Chelsea igen skuffede mod et af de lavere placerede hold.
Men Chelsea-manager Andre Villas-Boas mener blot, at Torres mangler lidt held for at få hul på bylden.
- Han havde et par chancer, og får at man kan få chancer, skal man positionere sig selv godt og det gjorde han. Med lidt mere held vil han finde vej til netmaskerne, sagde portugiseren efter det skuffende resultat til Sky Sports og fortsatte:
- Vi skabte nok chancer til at vinde kampen. Ikke kun til vores angribere, men også til vores midtbanespillere. Jeg mener, at vi er det hold, som skaber tredjeflest scoringschancer. Vi mangler blot at finde effektiviteten. Sådan har det været hele året, sagde Chelsea-træneren, med hvad der virker som nogle lidt febrilske kommentarer.
Fernando Torres og Chelsea skal næste uge forsøge at vende det dårlige momentum, når klubben tager til Wales for at møde Swansea.