Vital sejr til Schmeichel
Foto: Ryan Browne/Polfoto
Premier League

Vital sejr til Schmeichel

Kasper Schmeichel tog en afgørende sejr lørdag, da han med Leicester hjemme slog Swansea med 2-0 i Premier League.

Leicester havde kniven for struben, da Swansea lørdag gæstede i Premier League. Holdet med Kasper Schmeichel fra start havde brug for en sejr under stregen i en tæt liga, og denne kom i hus efter en stor indsats, hvor danskeren flere gange var på plads, og var med til at sikre alle tre points med 2-0 på måltavlen. 

Kampen startede lige, men allerede efter et kvarter kunne Leicester juble. Leonardo Ulloa snød sin markering i feltet, og kom alene igennem. Her tøvede Leicester-spilleren ikke, og udplacerede sig til 1-0 på måltavlen. Første halvleg bød ikke på meget udover scoringen, hvor begge mandskaber havde halve tilbud. 

Leonardo Ulloa kom tæt på fra distancen, men misbrugte med et skidt forsøg. Kort efter var Jonjo Shelvey på spil for gæsterne, men afslutningen fra kanten af feltet savnede kvalitet. Den manglende kvalitet fra begge mandskaber betød, at Schmeichel og co. kunne gå til pausen foran med 1-0 på eget græs.

Mark Albrighton åbnede anden halvleg med en stor chance for værterne. Efter en god stikning sparkede Leicester-profilen på kassen, men bolden susede forbi den fjerneste opstander. Kort efter var det Andrej Kramaric, der fra tæt hold sparkede over for hjemmeholdet. 

Swansea havde svært ved at tilspille sig chancer, og manglede  gnist lørdag. Nelson Oliveira testede dog Schmeichel med 25 minutter igen, men danskeren blev den store i denne duel. Tættere på kom Swansea aldrig for alvor, og i stedet kunne Andy King et minut før tid slå sejren fast med sin træffer til 2-0. Dermed kunne Leicester juble over sejren, der skaber helt nye muligheder i bunden af Premier League. 

Hos Crystal Palace sluttede West Bromwich en negativ stime, da holdet slog værterne med 0-2. Scoringerne her blev sat ind af James Morrison og Craig Gardner. Kevin Mirallas´ enlige træffer var nok for Everton til hjemme at slå Burnley, der så rødt og blev reduceret undervejs. Ross Barkley misbrugte desuden et straffespark i den indledende fase. 

Mindre var succesen for Southampton, der lørdag led et smerteligt nederlag i toppen af Premier League. Holdet tabte ude med 2-1 til Stoke, og er dermed under pres inden slutfasen om de europæiske pladser.