West Ham-anfører hylder Terry og Mourinho
Foto: Tim Ireland/Polfoto
Premier League

West Ham-anfører hylder Terry og Mourinho

West Ham skal forsøge at rette op på den sløje Premier League-form i aftenens kamp mod topholdet Chelsea, men respekten er enorm.

Da Chelsea søndag vandt Capital One Cup med en sejr over Tottenham var det blandt andet på et mål af anfører John Terry. 

Chelsea-anføreren vandt dermed sin 13. titel i sin tid i topklubben, og han får da også kæmpe respekt fra sin kollega i West Ham forud for de to klubbers møde i Premier League onsdag aften.

- Han er en af de to bedste centrale forsvarsspillere, vi har haft i dette land, siden jeg startede med at se fodbold. Han læser spillet så eminent, hvilket giver sig udslag i de store kampe han har spillet og i de trofæer, han har vundet, siger West Ham-anfører Mark Noble. 

Mens West Ham har mistet pusten i kampen om at hænge på i toppen af Premier League-tabellen, stiler Chelsea mod mesterskabet og kan med sejr onsdag øge forspringet til Manchester City til hele otte point.

Årsagen til den aktuelle Chelsea-dominans mener Mark Noble skal tilskrives manager José Mourinho. 

- For mig er det José Mourinho, der gør forskellen. Det lader til, at spillerne yder ekstra 15 procent for ham, og lige meget, hvor han tager hen, vinder han trofæer og får det bedste ud af sine spillere, siger han.

Forud for kampen er West Ham inde i en forfærdelig form uden sejr i de seneste fem kampe og med bare en enkelt vundet kamp i de seneste 10 kampe. Chelsea der i mod har langt mere fart på med fire sejre og to uafgjorte i de seneste seks spillerunder. 

Følg Premier League Live på tipsbladet.dk eller gør det via Tjekfodbold på din smartphone/tablet