West Ham-kaptajn efter nyt nederlag: Det kan ikke blive værre nu
Foto: Matt Dunham/Polfoto
Premier League

West Ham-kaptajn efter nyt nederlag: Det kan ikke blive værre nu

Mark Noble ser kun bedre tider forude for West Ham, der søndag tabte 0-3 til Southampton.

Winston Reids West Ham tabte søndag aften med 0-3 til Pierre-Emile Højbjergs Southampton, og det var for West Ham-kaptajn Mark Noble et lavpunkt. Han mener, at det nu ikke længere kan blive værre for London-klubben, der har tabt fire kampe i træk i Premier League nu.

Det gør han klart i et interview med Sky Sports umiddelbart efter kampen mod Southampton.

- Vi troede, at vi startede fint ud, og så 'bang' - vi lader et mål gå ind. Hvis vi skal være helt ærlige, så kom vi aldrig tilbage fra det. Ærligt, så kunne det være blevet til seks scoringer i sidste ende. Adrian lavede en del gode redninger, og på den lyse side, så tror jeg ikke, det kan blive værre nu.

Han peger på, at det hele bare lægger sig ovenpå hinanden, hvor præstationerne i denne sæson har været dårlige. Blandt andet røg de ud af Europa allerede i kvalifikationen til Europa League.

-. De europæiske kampe var ikke gode, vi får en god sejr over Bournemouth, og så har det gået ned ad bakke lige siden. Vi har ladt 11 mål gå ind i tre kampe. Det er til grin og ikke godt nok. Jeg tror, vi kunne have spillet hele aftenen og stadig ikke kunne score, siger Noble.

Med nederlaget er West Ham under nedrykningsstregen, hvor der er ét point op til Burnley på den rigtige side af stregen.