Midtbanespilleren Scott Parker var én af Premier Leagues bedste spillere i sidste sæson, hvor West Ham rykkede ud af Premier League. Derfor har der gennem noget tid været spekuleret i et klubskifte for Parker, men indtil videre er han stadig Hammer.
Tottenhams manager Harry Redknapp ønsker imidlertid at gøre ham til en Spur, og West Ham er da også klar til at give afkald på Scott Parker, men det skal ske meget snart. For ellers bliver det ikke til noget.
- Det bekymrer, at Spurs måske venter til sidste øjeblik. Så hvis Harry eller andre i Tottenham lytter: Pas på, for hvis I venter så længe, kommer det ikke til at ske, siger West Ham-manager Sam Allardyce i følge Daily Mail.
Allardyces udtalelse lyder som en direkte invitation til Tottenham til at byde på Scott Parker. West Ham har allerede forstærket sin midtbane ved at købe Kevin Nolan i Newcastle, og Allardyce ønsker åbenbart at have fuldstændig styr over sin trup, inden den næstbedste engelske række begynder i starten af august.