West Ham udelukker salg af Andy Carroll
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Premier League

West Ham udelukker salg af Andy Carroll

Slaven Bilic er ikke meget for de vedvarende rygter om et muligt exit af den store West Ham-angriber, Andy Carroll.

Andy Carroll har haft nogle svære sæsoner med mange skader, men er så småt ved at finde rytmen igen. Tre mål i 12 kampe er det hidtil blevet til i Premier League i denne sæson. 

Både angriberens tidligere arbejdsgiver Newcastle og ærkerivalerne fra Sunderland har været nævnt i forbindelse med den engelske angribers navn i de seneste uger, men det er nyttesløst, hvis de vil byde på ham. Manager Slaven Bilic vil nemlig ikke sælge den tidligere Liverpool-angriber. 

- Han er rigtig god i omklædningsrummet, og han er glad her. Klubben er ikke villig til at lytte på bud, siger han ifølge BBC. 

West Ham ligger i øjeblikket nummer seks i Premier League, og han har scoret imod både Southampton og klubben, der i sin tid gav over 300 mio. kr. for ham, Liverpool. Og det er lige netop i sådanne situationer rygterne starter, men Bilic erkender, at han må leve med det. 

- Når han scorer et par mål, starter rygterne. Den eneste måde, vi kan stoppe rygterne, er hvis han starter med at spille dårligt, og det vil vi ikke have. 

Angriberen har spillet ni A-landskampe for England og scoret to mål.